Af: Steffen B. Pedersen |  Foto: Camilla Josefine Stephan | | |
Je m’appelle Mads & Mette var et brag af en joke – selvom musikken var mager
Der var engang et band, der hed Impotators –et orkester, der hørte til i den mere lovende ende af den bevægelse i dansk 90’er-rock, man kaldte for "den grønne bølge". Efter et par tilløb blev Impotators dog opløst uden at have opnået den store succes. Ud af resterne opstod der to overraskende projekter: Sofus Forsberg og Je m’appelle Mads.
Hvor Sofus Forsberg gør sig i melodiøs electronica, bevæger enmandsprojektet Je m’appelle Mads sig imidlertid rundt indenfor et krydsfelt, der inkluderer genrer som house, disco, dansktop, comedy og performance.
Halvdelen af aftenens koncert – der var forsinket på grund af tekniske problemer – bestod således af hjemmeproducerede videoindslag, som Mads (der insisterer på ikke at blive kaldt andet) havde produceret hjemme i den lejlighed, han deler med kæresten og backup-sangerinden Mette.
Sandt at sige var dét faktisk også den bedste del af showet: Når Mads – i selskab med projektets efternavnsløse trediemand Niels – analyserede vamle hudafskrabninger i "Sårmagasinet Skorpen", lå hele salen flad af grin.
Mere problematisk blev aftenens koncert dog, når de kitschede kompositioner skulle stå for sig selv. Bevares: Slagsangen Rejer & Fladfisk & Fisse kunne godt bære sig selv med dens forskruede lounge-stemninger – men ellers var det musikalske udbytte magert. Med mindre man da synes, at det er genialt at synge "Thomas Helmig" i to minutter, mens en pik roterer rundt i et par boksershorts på storskærmen.
Forstå mig ret: Der lå der masser af lækre click’n’cut-detaljer og saftige grooves lige under overfladen. Men Je m’appelle Mads & Mette virkede mere som noget, der burde stå på en blokvogn sammen med Roben & Knud, end en seriøs musikalsk satsning.
Men kom endelig forbi min lokale blokvogn ved lejlighed.
Filuren, fredag |
|
|
