|
|
|
Af: Rasmus B. Petersen |  Foto: Pelle Rink | | |
Catbird leverede varen og forførte sine lyttere - men heller ikke så mange andre.
Kender man som jeg ikke på forhånd det store til Catbird, kommer man uvægerligt til at tænke på Billie Koppels moderlige ophav, når man hører hendes stemme.
Men da dette må have været ganske trættende at skulle høre igen og igen, er det værd at forsøge at glemme Savage Rose og blot tage Billie Koppel for det, hun er. Og det er først og fremmest en fremragende sangerinde.
Som også Swan Lees Pernille Rosendahl er Koppel en henført sangerinde i den klassiske forstand, hvor følelserne synges højt udover scenekanten. Et fænomen, der ofte hører ubønhørligt sammen med et større strygerorkester, men som i Catbirds tilfælde på den akustiske scene blot blev ledsaget af et keyboard og en meget sparsom instrumentering.
Desværre virkede den relativt store afstand mellem publikum og scenen i retning af et band, der i starten kom til at spille lidt for sig selv og lidt for en lille skare af mennesker. Dette til trods var der dog ingen tvivl i fanskarens øjne, selv om koncerten for mig aldrig blev forløsende. Måske var omstændighederne ikke de rette, men i mine ører var det først mod slutningen, at Catbird trådte i karakter.
Problemet er nok, at man virkelig skal være vild med genren for ikke at finde den en kende ensformig i længden. Og det var vitterligt svært ikke at tænke på netop Swan Lee eller den endeløse række af James Bond-sangerinder, der igennem tiderne har gjort brug af et lignende udtryk. Så selv om Billie Koppel tilegnede sange til både verdens børn og kærligheden, var det svært for hende at nå andre end de mest dedikerede.
Under alle omstændigheder leverede Catbird beviset på, at en akustisk koncert ikke altid behøver at være en mand med en guitar. Havde det så bare været anderledes originalt i sit udtryk, kunne det være blevet mere end blot en veludført og relativt modig optræden.
Akustisk Officer, fredag |
|
|
|
