|
|
|
Af: Steffen B. Pedersen |  Foto: Jonny Paw | | |
Fielfraz' frontfigur mødte op med et blakket renommé - men et overbevisende sangmateriale
Sandt at sige var det ikke med de helt store forventninger, undertegnede mødte op for at overvære Claus Hemplers akkustiske koncert. I flere år har hans karriere nemlig været præget af dels stilstand, dels nogle knapt så heldige karrieremæssige beslutninger.
Vist havde hans band siden barnsben - Fielfraz - i sin tid haft en væsentlig rolle som en slags rambuk for dansk rocks "grønne bølge", men siden dette orkesters debutalbum havde Hemplers karriere strengt taget haft en ujævn karakter. Ikke mindst da han - for nogle år tilbage - forsøgte at gøre sig som jazzcrooner med en udgivelse fra Thomas Blachmanns ManRec-selskab.
Det var altså ikke som om, at verden havde voldsomt brug for et nyt Hempler-album, da han greb sin guitar for netop at foredrage en bunke sange fra sit kommende solo-udspil. Men det fik den undervejs. I den nøgne, skrabede form, Hemplers kompositioner antog denne aften, viste de sig nemlig at være mere solide og relevante end nogensinde før.
Med stemningsfulde sange som I Want You og Gold kridtede han banen op til et album, der meget vel kan blive det udspil, som én gang kommer til at give han en plads i det danske rock-pandemonium. Vel hang der i særdeleshed en duft af Bob Dylan over hele scenariet - men der herskede ingen tvivl om, at denne flok stramme, finurlige og følelsesladede sange i dén grad overgik såvel Fielfraz' lidt for polerede radiorock og hans egne udflydende soloflirt med jazztraditionen.
Der er selvfølgelig en vis risiko for, at Hempler i sidste øjeblik skifter mening og pumper det kommende albums klare idéer op med anabolske stereoider - men man må håbe, at han alligevel kan dy sig. Visse ting har bedst af at forblive, som de er - og denne nye stak sange fra Claus Hempler hørte bestemt til i dén kategori.
Akustisk Officer, lørdag |
|
|
|
