|
|
|
Af: Kasper Villum Jensen |  Foto: Gregers Overvad | | |
Camilla Munch havde ikke forberedt ekstranumre, men dem var der efterspøgsel på.
Som det tidligere er sagt: "Jeg har aldrig hørt så meget lyd komme ud af så lille en pige".
Camilla Munch havde for en stund forladt sine venner i sadcore/country gruppen Wynona og sat sig til rette – kun akkompagneret af guitar - på den akustiske musiks hjemmebane i Officer-teltet.
Ganske uimponeret over et stort fremmøde charmerede hun fra første nummer det forventningsfulde publikum. Stilen er knap så sørgelig. Inderlig og personlig, men med håbefulde elementer. Det musikalske udtryk er barberet ned til det, det handler om: Camillas stemme. Og den fik vi at høre.
Som koncerten skred frem, blev det sikkert, at sanglærken intet kan gøre forkert. Uden større anstrengelser præsenterede hun et repertoire, der tåler sammenligning med Tracy Chapman i intimitet og personlighed.
Nu er vi på røven
Den begrænsede spilletid på Akustisk Officer løb alt for hurtigt ud. Publikum krævede mere, og så var makkerparret på røven, for der var ikke indøvet flere numre. Det resulterede i et ekstranummer, som overraskede selv Camilla Munch.
Men på trods af rødmen over anderkendelse fra både guitarist og publikum lykkedes det Camilla at sætte punktum med bravour.
Koncerten blev afsluttet med en salgstale for et soloalbum med det forbehold, at det nogensinde bliver lavet. Lad os håbe det.
Akustisk Officer, lørdag |
|
|
|
